Mediemodeller

Sune Aagaard og Jacob Bøtter holdt i går et oplæg på Redaktørernes Døgn 2010 for at fremlægge den første version af undersøgelsen af de internationale mediemodeller. Indenfor et par uger offentliggøres selve rapporten med alle data, men indtil da kan du her læse et meget grundigt referat af hvad de sagde i Svendborg.

De traditionelle forretningsmodeller, der knytter sig til finansiering af journalistisk produktion er under pres. Eller, som Jay Rosen, der er professor i journalistik på New York University siger det:

”The business model is broken. We’re at a point now, where nobody actually knows where the money is going to come from for editorial goods in the future.”

Men rundt om i verden findes der en lang række alternative måder at finansiere journalistisk produktion på. Det er de måder, som vi har set nærmere på i undersøgelsen.

Vi har set på 70 forskellige projekter og initiativer i 22 lande. De 20 af dem præsenterer vi her, og I har fået udleveret et sæt kort med de 20 og yderligere 30.

Vi har kategoriseret dem i seks forskellige forretningsmodeller. De enkelte initiativer er byggeklodser, der bliver til modellerne. Og udviklingen, som vi har iagttaget den, udkrystalliserer sig i otte stærke tendenser, hvoraf nogle har umiddelbar og direkte relevans for det danske mediemarked, mens andre i højere grad præger andre dele af verden.

Vi har udvalgt projekterne efter originalitet og efter deres forretningsmæssige potentiale, men, som I ved, holder man kortene, eller måske snarere tallene, tæt ind til kroppen, og vi kan derfor ikke garantere, at der ikke er projekter, hvor vi er blevet lovet noget fint om den økonomiske bæredygtighed, som viser sig ikke at holde.

Tendens 1: Nu er vi i en journalistisk setting, og I er vant til skarpe vinkler, og derfor, hvis man skal opsummere, så handler det her om, som Tine sagde, hvor skal pengene komme fra? Og den første brik i svaret på det spørgsmål, er, at der er mange, mange, mange svar. For vi iagttager, som den overordnede tendens, en fragmentering af det at bedrive journalistik, organisatorisk, fagligt eller journalistisk og økonomisk.
Organisatorisk: Udviklingen går i retning af mere løst organiserede medievirksomheder, hvor man ikke er ansat med ni ugers ferie og pension, men hvor man bruger forskellige platforme til at bygge sit arbejdsliv
Journalistisk: Langt flere forskellige produkter og længere, mere komplekse fødekæder
Økonomisk: Pengene kommer alle mulige steder fra.
Det kommer vi alt sammen tilbage til.

Case 1: GlobalPost: er en online nicheplatform for internationale nyheder og analyse (Januar, 2009)
Strategien er at udfylde hullet efter store mediers nedskæringer i den internationale dækning, og dermed blive fast partner for dem, der ikke længere har korrespondenter i felten.
Der er 16 ansatte på hovedkontoret og 70 faste internationalt baserede freelancekorrespondenter ansat til ca. $1000 om måneden (+ eventuelle aktier). De er forpligtet til at skrive én artikel om ugen og til at deltage i diskussionerne i kølvandet på deres artikler.
Det er gratis nyhedsdækning, annoncer bringer 70 pct. af indtægterne ind. Målet er at udvikle andre forretningsområder, så man ryger ned på 50%. De sælger bannerplads, mikrosites, rich media, altså multimedieproduktioner, og sponsorater af sider, nyhedsbreve og video direkte til annoncører.
De tjener 15 pct. af pengene på syndikeringsaftaler med medier i hele verden og på faste samarbejdsaftaler med bl.a. CBS, PBS, Huffington Post, AOL og Reuters for international nyhedsdækning. Og så tjener de 15 pct. på medlemskab. Passport er navnet på GP’s Premium service, der skal udgøre fremtidens forretningsgrundlag. 600 medlemmer betaler nu $49.95/året for at få adgang til:

• Konferenceopkald med korrespondenterne
• Mulighed for at pitche artikler, hvor de bedste forslag (ugentligt afstemning i membership-kredsen) produceres
• Newsmaker Interview, hvor medlemmerne foreslår interviewperson og spørgsmål. Interviewet foretages af korrespondenter, men kan overværes live eller genses i arkivet
• Diverse journalistiske analyser

”Journalists have to see themselves as small businessess. We have signed longterm contracts with some. And offered shares in GlobalPost. They see that we’re building a structure where we both make business”
- Phillip Balboni, CEO

Tendens 2: Pengene kommer mange steder fra
Selv småt gør godt, og de afledte indtægter knytter sig tit mindre til selve det journalistiske produkt. Det viser sig, at mediernes brand er meget stærkt og meget elastisk – det kan godt tåle, at man laver noget helt andet.

Case 2: Nase Adresa
Nase Adresa er et Online-medie og et ugentligt printmedie med fokus på hyperlokalt stof, der mobiliseres på Nase Adresas åbne redaktionscafeer. De mest dedikerede bidragsydere uddannes i medieudviklingscentralen Futuroom til at bidrage til avisen. Efter succes i fire tjekkiske provinser rulles konceptet ud i hele landet i løbet af 2011.
Der er fem fastansatte journalister, som engagerer og faciliterer mellem 100-300 borgerjournalister i hvert område.
Annoncer, løssalg og abonnement står for 60% – det lyder jo innovativt! Printavisen udkommer ugentligt i byer med ned til 5000 indbyggere. Caféerne, der ligger på åbne pladser rundt om i byerne, genererer 20 pct. af indtægterne. Yderligere 15 % kommer fra Futuroom, og det er i vækst. Der er træning af borgerjournalister og træning af journalister fra andre medier og lande og udvikling af mediekoncepter, iphone apps og infografik. Ambitionen er McDonald’s for medier med 220 ugeaviser og 90 caféer i løbet af få år. Udlandet viser nu også stor interesse, og der er etableret partnerskaber med aktører i Mellemøsten. Emerging markets, som østeuropæere måske har særligt gode forudsætninger for at kunne forstå.

”Vores oplag er allerede dobbelt så stort som de etablerede konkurrenter, og nettet er meget succesfuldt, selv i små landsbyer. Det fungerer godt sammen med de lokale journalister, vi har uddannet,” siger Roman Gallo, der er CEO i Nase Adresa.

Tendens 3: Farvel til fagforeninger, pensionsordninger og 9-5
Det er et opbrud fra begge sider, for organisationerne og for journalisterne. Måske er det sjovere for organisationerne end det er for journalisterne, men grundlæggende er der mange, der gerne vil arbejde med journalistik, hvis man ser det som et marked. Og det er måske også det, vi ser effekten af og som den digitale udvikling muliggør.

Case 3: True/Slant
Strategien går ud på, at entreprenante journalister er deres egen miniforretning under True/Slant, hvor de blogger om politik, økonomi, teknologi, medier og kultur. Der er 300 fast tilknyttede journalister, som får løn efter, hvor mange followers og unikke besøgende de har, efter True/Slants indtjening og evt. som aktionærer. Journalisterne har typisk andre jobs, og bruger T/S som ekstra indtjening og til at skabe sig et navn. De inviteres eller ansøger om at få en platform og der er flere pulitzervindere og stjerneskribenter fra både New York Times og Rolling Stones på listen.
Indlæg er uredigerede, men der er mulighed for at vende ideer med en fast redaktion på fem ansatte i New York. Bloggere moderer deres eget community og kommenterer også på hinandens indlæg for at skabe kvalificeret debat.
Forretningsmæssigt er True/Slant også innovativt på en række områder. Med Ad/Slant giver de annoncører de samme muligheder som journalisterne for at skabe sig en blogplatform, som folk kan følge. Deres indhold spredes over relevante emner, og de indgår i debatten på lige vilkår. Indlæg farvekodes for at markere annoncørindlæg og derved sikre åbenhed overfor læseren.

”True/Slant is the digital home for the “Entrepreneurial Journalist. We like to say that one of our great differences is that it’s not the static employer/employee relationship that folks are accustomed to. This is a much more entrepreneurial relationship. Lewis Dvorkin, CEO

Tendens 4: Innovationen opstår og spredes nedefra. Den er online og specialiseret.
Når de store, etablerede medievirksomheder er innovative, er de det oftest som resultat af et ydre pres fra nye aktører – og naturligvis fra de generelt vanskelige markedsvilkår.

Case 4: Iraq Oil Report
Journalist Ben Lando blev fyret fra sit faste job og transformerede derefter sin hobbyblog til et betalt nyheds- og analysesite med fokus på olieindustriens udvikling i Irak i 2009. Iraq Oil Report har nu fire faste medarbejdere, der har lejet sig ind i The Guardians lokaler i Baghdad, og tre medarbejdere i USA. De nåede break-even i februar i år. 60 pct af indtægterne er for indholdet, der er blandt andet 100 abonnenter, der hver betaler 8.000 kroner om året. Annoncerne giver 10 pct. og en tredjedel kommer fra afledte indtægter, hvor kunder kan bede om nogle specialiserede produkter, der minder lidt om det, man kan købe hos Economist Intelligence Unit.

“It is a very small niche of companies and people who want what we are putting out there. But that being said, we don’t have many competitors.”
- Ben Lando, CEO

Tendens 5: Fællesskaber er fremtiden – på mange måder
Det er stadig usikkert, hvordan fællesskaber virker som pengemaskiner, og det er et svar, som næsten alle leder efter. Men fællesskaberne er nærmest uomgængelige i de innovative tiltag, og der er mange forskellige versioner. Fællesskaberne donerer penge, de øger annonceindtægterne, de kvalificerer og supplerer – nogle gange næsten erstatter – den journalistiske stab. De er ambassadører og bærer brandet rundt i verden. Det er svært at tænke sig et innovativt nyt tiltag, der ikke på en eller anden måde bryder med forestillingen om, at modtagerne af journalistisk indhold kun er netop – modtagere.

Case 5: NewsCoop.org er en non-profit nyhedsorganisation som korporativmodel, som lanceres senere i år.

Ambitionen er at levere kvalitetsjournalistik til de dårligt stillede, der ikke har råd til de traditionelle aviser. Der er 27 ansatte, som skal mobilisere og engagere læserne.

NewsCoop.org arbejder med syv forskellige indtægskilder: 1. der er budgetteret med 500.000 medlemmer, som hver betaler 3 dollar om måneden eller 18 dollars om året for at være medejere, 2. annoncerne er en sekundær indtægtskilde. 3. Så er der franchise, hvor lokale redaktører kan starte deres eget community under det fælles brand, og så er der 4. crowdfunding med mikrobidrag til særlige journalistiske projekter. 5. Fonde donerer også driftsmidler, og 6. NewsCoop vil sælge bøger, wallposts og applikationer. 7. Syndikering og partnerskaber: Radio, TV, indstik i lokalaviser.
Tom Stites, der har grundlagt newscoop, siger:

”It makes the editors accountable to the readers, because they are also the owners. This is user-first not just in aspiration but in structure.”

Tendens nr. 6: Annoncen er ikke død
Der sker to ting: 1. Annoncørerne er mere kræsne og mere kvalificerede købere, fordi de mange nye platforme giver bedre muligheder for at ramme målgrupperne helt præcist.
2. Der bliver eksperimenteret med at bygge nye og anderledes relationer mellem annoncører, medier og brugere. Det kalder på overvejelser om uvildighed og uafhængighed, men for at sige det kort, er der ikke noget af det nye, der skaber potentielle habilitetsproblemer, som vi ikke kendte i forvejen.

Case 6: Spot.us er et af de mere interessante og succesfulde forsøg på at finansiere journalistikken gennem brugerdonationer. Journalister pitcher deres historie på Spot.us, og læserne donerer penge. Spot.us har indført maxgrænse på donationer for at undgå “købte” historier af virksomheder, politikere el. organisationer med særinteresser i historien. CEO David Cohn arbejder frivilligt og selv om Spot.us nu udvider til både Los Angeles og Seattle, er der stadig ikke mere end et par ansatte.

Fonde: Spot.us er stadig afhængige af fondsmidler fra bl.a. Knigths Foundation.
Crowdfunding: Læserne donerer penge til journalisten (typisk $20 med en $2 ekstra donation til Spot.us)
Innovative annoncetiltag: Læserne kan spare donationskredit op ved at udføre forskellige opgaver for annoncører – medvirke i spørgeskemaundersøgelser, se en video, m.m.
Og når CNN eller andre, store medier køber historien, ryger pengene tilbage til dem, der oprindelig donerede, med et cut til Spot.us.

Tendens nr. 7: Nonprofit redder den undersøgende journalistik. Det amerikanske svar på de nedskæringer der i de seneste har ramt de traditionelle mediehuse og i den sidste ende den dyre kvalitetsjournalistik, har været at søge mod velmenende fonde. Dem findes der nogle stykker af og Knights Foundation, Sandler, Nieman og Ford er blot nogle af de få, der har taget opgaven med at redde den undersøgende og originale journalistik på sig, i hvert fald midlertidigt. Det er ikke til at vide, om det er en langsigtet forretningsmodel, men det har banet vejen for genfødsel af den kvalitetsjournalistik – den undersøgende, analyserende og dybdeborende journalistik, som har haft trange kår i traditionelle mediehuse.

Case 7: MinnPost
MinnPost er, sammen med Voice of San Diego, et af de succesfulde eksempler på nystartede onlinemedier, der satser udelukkende på den tunge journalistik. De har ikke længere så meget tillid til for-profit modeller for kvalitetsjournalistik som er økonomisk bæredygtig, og løsningen er ifølge Joel Kramer en non-profit model.
Til forskel fra for-profit medier, har non-profit modellerne i de cases vi har kigget på haft større succes med at få folk til at donere penge.

MinnPost leverer undersøgende journalistik med Minnesota som marked. Opstarten er finansieret primært af fonde, men de vil være uafhængige af fonde i fremtiden, fordi det er en usikker indtægt. De når break-even i år og forventer break-even uden fonde i 2012.
Det er Joel Kramer, der tidligere har været redaktør og udgiver på områdets store avis, Star Tribune, der står bag, og han har selv skudt penge i projektet. Der er en stab på 60 journalister, blandt andre Pulitzer-vinder John Camp.
MinnPost lever af medlemskab og sponsorer, annoncer, donationer og fonde
Medlemmerne donerer faste beløb og deltager ved en årlig fundraising-middag med auktioner etc. Der er 1700 medlemmer, som donerer mellem $10 og $20.000 om året. Sidste år indbragte fundraisingmiddagen 3 mio. kroner. Da jeg talte med Kramer, var han lidt rusten i mælet, for det var dagen efter årets middag. De var ikke færdige med at tælle pengene, men det så godt ud.
Annoncekoncept er visionært med ”Real-time Ads”, der kan opdateres løbende af annoncørerne. Det henvender sig mest til lokale og har ikke stor forretningsmæssig betydning.

”Der er to ting som for-profit leverer i langt mindre omfang end tidligere: profit og kvalitetsjournalistik.”
- Joel Kramer, CEO

Tendens nr. 8: Papiravisen har stadig en fremtid
Det globale printsalg er stadig stigende, men det er båret af det asiatiske marked, hvor internettet endnu ikke er udbredt på samme niveau som her, og hvor væksten i oplag også viser sig i stærkt stigende annonceindtægter.
Det er mange millioner, der hvert år bevæger sig op i en middelklasse, hvis købekraft slet ikke kan måle sig med vores, men hvor der er råd til – og stor interesse for, papiraviser. I USA og Europa er salget, som I ved, faldende i de store mediehuse generelt, men der findes stadig printaviser i vækst. De lever efter det princip som tilhængere af paywalls sætter deres lid til – det unikke indhold. Fordelen ved avisen er, at den i forhold til nettet stadig har en fordel i formatet og giver den leanback oplevelse som Ipad’en nu prøver at konkurrere med.

Case 8: Politico
Det unikke indhold kan være geografisk bestemt (lokalaviser), men i de cases vi har kigget på, hvor printaviser vokser og tjener penge har det især været pga deres journalistiske niche – højt fagligt niveau og unikt indhold fx på erhvervssiden (ikke mindst lokalt – TheBusinessDesk, Community Impact News).
Politico handler om det, som Washington handler om og kommer på papir 5 gange om ugen i et oplag på 33.000 og har også en stærk tilstedeværelse på nettet. Det er stiftet i 2007 og har 7 mio. unikke brugere om måneden. Og kvaliteten er i højsædet. Eller, som medstifter Jim VandeHei formulerer det:

”We’ve hired damn good reporters. That gets us the access we need and that gets us the stories we need”.

Forretningsmodeller

Schudson:

„There is unlikely to be any single new economic model for supporting news reporting. Many newspapers can and will find ways to survive in print and online, with new combinations of reduced resources. But they will no longer produce the kinds of revenues or profits that has subsidized large reporting staffs, regardless of what new business models they evolve.”
Michael Schudson, Columbia University

Model 1: Betalt indhold:
Jeg har historien fra Troels, der har den fra en vittighedstegning, men alligevel: Moses kommer ned fra Sinai-bjerget og siger at der egentlig skulle være et 11. bud; never give away content for free. Men han havde diskuteret det med Vor Herre og han mente at det måtte være for banalt for alle at forstå.
New York Times har for længe siden annonceret, at de indfører paywall i 2011, og alle kommer til at holde vejret, når det sker. De overordnede linjer i diskussionen handler om, at der er muligheder, hvis det, man tager penge for, kun i beskedent omfang kan findes gratis et andet sted. En niche på stofområde eller geografi eller produkt, forstået på den måde, at man leverer andet end bare indhold og endelig lader brugerne have indflydelse på, hvad de gerne vil give penge for. Flere undersøgelser dokumenterer, at brugerne er troløse på nettet, og det er – i bedste fald – et åbent spørgsmål, om krigen fortsat kan vindes, selvom slaget er tabt.

Case 9: Malaysiakini.com er en af dem, som ser ud til at lykkes med paid content. Det er et onlinemedie for uafhængige nyheder i et landskab, hvor medierne generelt er under stærkt politisk pres. Godt halvdelen af omsætningen kommer fra en paywall, der er indført i 2002. 15.000 læsere betaler 40 dollars om året for daglig adgang. Det er ca 8 pct af læserne, og målet er 12 pct. 20 pct kommer fra annoncer og 25 pct fra donationer. Malaysiakini har haft sorte tal siden 2004. Og mange af de 35 medarbejdere er også medejere.

Case 10: Det ser ud som om, New York Times planlægger noget, der ligner den model, som Financial Times har haft stor succes med over flere år. Overskrifter og de første par linjer er frit tilgængelige, og man kan læse 5-10 artikler gratis om måneden, før man rammer muren. Abonnenter betaler $186 om året for adgang og for $299 er der ekstra materiale med i købet. 1,8 mio. er registrerede på siden, og der er 121.000 betalende abonnenter. Financial Times forventer, at indtægterne fra deres paywall vil overstige annonceindtægterne i 2012. FT har med høj kvalitet formået at få 10% af deres læsere til at betale for onlineabonnement uden at miste det store flertal, der kun er på siden sjældent.

Model 2: Kun fantasien sætter grænsen
Hvis man har en moster, der er god til at bage småkager, så har man gode chancer for at lykkes med et nyt kvalitetsmedie. Måske en stramning, men ikke meget. Der er afledte indtægter, som knytter sig meget tæt til selve kerneproduktet, men der er også måder at tjene penge på, som ingenting har med journalistik at gøre. Som vi sagde, brandet er stærkt og elastisk. Og hvis det ikke er, så har man også mange andre problemer.

Case 11: Telegraph
The Daily Telegraph er grundlagt i 1855 og kommer i 700.000 eksemplarer dagligt. Telegraph er imidlertid samtidig Storbritanniens førende sælger af bøjler til at hænge tøj på. Avisen satser koncentreret på e-handel, og de tjener også gode penge på kommissionsgebyr mellem læserne og en række partnere inden for spil og betting. Telegraph sælger iPhone applikationer til sudoku, kryds og tværs og andre spil for 12 kr. Edward Roussel, der er digital redaktør, siger:

”One shouldn’t expect advertising on its own to support the costs of a newsroom. E-commerce is less cyclical, less prone to downturn and reliable as a revenue stream.”

Case 12: Hver gang Washington Post tjente 100 dollars i 2009, kom de 60 fra Kaplan Inc., et uddannelsescenter, der sælger universitetsgrader og kortere kurser, både online og i uddannelsescentre i 30 lande. WP købte Kaplan i 2007, og sidste år endte avisen med et underskud på 24 mio. dollars, mens hele virksomheden, takket være Kaplan, kom ud med 17 mio dollars i overskud.

Model 3: Innovative tiltag i traditionelle indtægtskilder:
Der er stadig penge at tjene på løssalg, abonnementer og annoncer. Det forudsætter bare, at man virkelig er villig til at ryste posen. Vi kan minde om internetvirksomheden Framfabs gamle slogan: Sacred Cows Make the Best Burgers.

Case 13: Christian Science Monitor
Se bare på Christian Science Monitor, der har base i Boston, og måske var USA’s mest respekterede dagblad. Men kvaliteten til trods har avisen dybest set haft svært ved at tjene penge siden 1960’erne. Det tog man konsekvensen af, efter en lang række eksperimenter med alt fra dameblade til fjernsyn, og d. 27. marts sidste år kom den sidste dagbladsudgave af Monitor. Noget af en hellig ko efter 101 år som dagblad.
Siden har der været masser af dagligt kvalitetsstof, men udelukkende online og så et ugentligt magasin på papir. Omlægningen forøgede antallet af unikke månedlige brugere fra 3,2 mio til 5,3 mio. 93 pct. af abonnenterne var med på skiftet til ugemagasin, siden er nye abonnenter kommet til, og oplaget er fordoblet til knap 80.000. 3000 abonnerer desuden på et 3-siders dagligt brief, der printes hjemme og koster 35 kroner om måneden. Online-indholdet er gratis, og der er ingen planer om Paywall.

Case 14: Atlanta Journal Constitution er grundlagt i 1883 og er i dag den eneste tilbageværende omnibusavis i Atlanta. Det er en centrum-venstre avis med stolte traditioner og med en lang række Pulitzer-priser, senest en i 2007. Som alle andre omnibusaviser, er AJC imidlertid presset på indtjeningen i et vigende annoncemarked, og det var udgangspunktet for lanceringen af et innovativt samarbejde med Yahoo!
Yahoo! monitorerede, hvilke artikler læserne læste på avisens hjemmeside, og deres online-adfærd på Yahoo! De oplysninger til sammen kunne McDonald’s bruge til at ramme læserne med helt målrettede annoncer lige præcis til dem.
Samarbejdet kvalificerer annoncernes placering med en meget høj grad af præcision, og det var sidste år 325.000 dollars værd for McDonald’s, som Yahoo! og AJC delte lige over. Yahoo! er i øvrigt i færd med at udrulle den her type af samarbejder.

Som Bill Mitchell fra Poynter Institute formulerer det:

”Got a hunch that single moms might be interested in pulling into the drive through for a coffee and Egg McMuffin on the way to work? Just select the bucket of users that Yahoo! surmises, based on their online behavior and interests, to be single moms.”

Model 4: Fonde og donationer:
Obamas kampagne var en sejr for tanken om donationer. Og mange små af slagsen. Spørgsmålet er, hvor let det er at overføre den betalingsvilje til journalistik. Vi har allerede vendt fondskonceptet. MinnPost er imidlertid interessant på den måde at de taler højt om, at der aldrig vil være fondsmidler nok til at dække hullet efter den kvalitetsjournalistik, der er forsvundet, og derfor vil det i amerikansk kontekst i overvejende grad være opstartskapital til seriøse journalistiske projekter, hvor der er udsigt til økonomisk bæredygtighed på den længere bane.
Et hurtigt kig på markedet for donationer tyder på, at den succesfulde formel (dem er der ikke mange af) i journalistikken primært findes for non-profit medier, og handler om 1) at gøre det meget eksplicit, hvad donationspengene bruges til og 2) at nytteværdien skal være tydelig.

Case 15: ProPublica er poster child for den her model. Med tidligere redaktør fra Wall Street Journal, Poul Steiger ved roret, har ProPublica med formentlig verdens største redaktion for undersøgende journalistik netop vundet deres første Pulitzer efter kun 3 år på markedet – som det første online-only medie. Der er rent fokus på den alvorlige side af sagen, eller som Paul Steiger siger det:

”Our work focuses exclusively on truly important stories. Stories with moral force”

ProPublica er non-profit, fondsfinansieret primært af Sandler Foundation (93% i 2008) og skaber public service news for og i samarbejde med 38 forskellige partnere bare i 2009. Pulitzerprisen blev vundet på en historie, der blev udviklet i samarbejde med New York Times. Uafhængigheden sikres gennem redaktionel frihed fra fonden og et journalistisk advisory board, der primært består af redaktører fra andre medier. ProPublica har også kastet sig ud i citizen journalism med ProPublica Reporting Network, hvor de opfordrer deres læsere til at følge og informere om fx byudviklingsprojekters fremdrift i deres eget lokalområde.
Sandler Foundation har betalt (93%), mindre donationer (ca. 6%), renteindtægter (ca. 1%)

Case 16: Kickstarter.com

Model 5: Nye organisationsformer:
Traditionelle mediehuse er typisk presset på grund af høje omkostninger, og den innovation vi kan spore på det felt har stor betydning for både medier og journalister. Fra mediernes perspektiv er der i stigende grad mulighed for at engagere sine læsere, de efterspørger det endda. Læserne kan engageres til at bidrage i den journalistiske proces gennem kommentarer, tips, indsamling af informationer. The Guardian lagde alle dokumenter fra den britiske bidragsskandale ud på nettet og lod læserne gennemtrawle det massive materiale. Vi ser nogle bruge det til at udvide produktporteføljen med brugergenererede lokalnyheder og andre til at producere indhold på stofområder, der tidligere blev varetaget af journalister. Samtidig er der tegn på en ny freelancekultur, hvor medier blot er platforme med klare identiteter, der kan bruges til at skabe sig et brand og en forretning, hvor fast løn er afløst af annonceindtægter og nogle gange aktier og medejerskab.

Case 17: LePost.fr er på en gang et socialt medie og et nyhedsmedie for journalister, der producerer selv, producerer i samarbejde med amatører og sampler fra andre medier. Det er nyheder og i høj grad hvad der bliver talt om i forbindelse med nyhederne. LePost er et underbrand til Le Monde, der er skabt som selvstændigt brand i 2007 for at være frit stillet til at eksperimentere. LePost er også et laboratorium for Le Monde, og deres Twitter-løsning og nogle it-værktøjer til publicering er blevet overført til moderavisen.
Stoffet er korte posts, kan være artikler, men også video og collager. Det er markant mere folkeligt end Le Monde. Det interessante er imidlertid samarbejdet med amatørerne. Hver journalist har et hold eller community af posteurs, der researcher, foreslår nye vinkler, følger nyhedsstrømmen, sender links og tjekker facts. Det er ulønnet, men de bedste bliver af redaktionen inviteret til at skrive.
Pengene kommer fra større reklamesamarbejder, partnerskaber, gennem udlejning af Leposts teknologi til andre sites og tests og testpaneler for produkter og brands.
Laboratorietanken er interessant, og Lepost dokumenterer det store potentiale i gratis arbejdskraft.

Case 18: NewsTilt er et nichemedie i høj kvalitet, som er skabt af to computereksperter. De lagde ud med følgende svada:

”The old model of news is dead. Newspapers are dying, journalists laid off and everything is moving online. This is old news now.”

Sitet gik i luften i sidste måned og har rekrutteret 30 anerkendte journalister, fordi selve meningen er, at det er journalisternes brand, der skaber forretningen. Journalisterne får annonceindtægterne, mens NewsTilt tager et cut på 20 pct. NewsTilt tager sig af al praktikken og logistikken i forbindelse med annoncesalg og står for den infrastruktur, der er netværkets forudsætning, men journalisterne skal blande sig i diskussionen om deres artikler og skal sparre med læserne om historier.

Paul Biggar, der har stiftet selskabet bag NewsTilt, NewsLabs, siger:

”At NewsTilt the journalist is the brand and their community tells them directly what to write and whether they liked it.”

Journalisterne sidder mange steder i verden og har ofte ret snævre stofområder, hvor de har høj troværdighed. Det kan være iranske nyheder, forretningsrejser, teknologi og brudfladen mellem religion og videnskab. Og det er godt stof i, jeg havde nær sagt, gammeldags forstand.

Syndikering og partnerskaber:
Medier samarbejder i stigende grad på tværs. Ohio News Organisation er 8 aviser i Ohio, der har oprettet en lokaljournalistisk version af Reuters for at spare omkostningerne ved at alle har journalister i alle lokalområder. Til gengæld konkurrerer de på kvalitetsjournalistikken. Wired, Slate og The Atlantic har oprettet ClimateDesk, for at kunne levere klimajournalistik i høj kvalitet. Et mere fragmenteret marked betyder, at der vil være mere specialiserede enheder, der kan levere det indhold aviserne har skåret ned på eller mangler, men stadig har brug for.

”Stick to what you do best, and link to the rest,” som Jeff Jarvis siger.

Case 19: Demand Media redefinerer og omorganiserer hele den journalistiske proces, som vi kender den. Det er langt fra undersøgende kvalitetsjournalistik, men efterspørgslen efter deres journalistiske produktion er stor, og den bestemmer simpelthen indholdet.
Demand Media har udviklet en matematisk formel, der producerer overskrifter på baggrund af, hvad folk søger efter på Google og sammenholder det med den form for indhold, der normalt trækker annoncører til. De lader kort sagt teknologien vurdere, hvad folk vil have og den potentielle indtægt i hver artikel, som i den sidste ende produceres af freelancere. Overskrifterne redigeres og vinkles til 50 cent, $15 for en kort artikel eller $20 for videoindslag, der redigeres til $2,50 og fact checkes til $1.
I januar 2010 producerede de 4000 artikler og videoindlæg om dagen og Demand Medias videoservice eHow, er den næstmest populære kanal på Youtube.
Det er low quality, low cost, og kritikken har været massiv, både af de fabriksagtige metoder i den journalistiske proces, aflønningen og den mangel på kvalitet det nogle gange medfører. Men de tjener store penge med et meget lavt omkostningsniveau, og flere aviser er begyndt at opdage potentialet.
På nuværende tidspunkt leverer Demand Media indhold til 6 forskellige platforme. Der er mere personlig nytteværdi for brugerne end den samfundsmæssige nytte vi finder i dagbladene. Det handler om golf, rejser og gør-det-selv. Men USA Today har senest indgået et samarbejde med Demand Media om at levere indhold til deres Travel Tips side.

Case 20: MyHeimat er langt fra det journalistiske produkt, der bliver produceret i de danske medier. Det foregår helt uden journalister, og det er stort set bare en intelligent platform for hyperlokale samfund. Organisationen bag er et IT-firma, som alene har oprettet MyHeimat for at skabe forretning. Men det er en succes, aviserne viser interesse for konceptet på flere niveauer og det er et godt eksempel på, hvilke indtægtskilder, der ligger gemt i hyperlokale samfund.
36.000 borgerjournalister leverer indhold til onlineplatforme over hele landet, og 18 aktive communities udkommer nu på skrift som hyperlokal ugeavis (i lokalsamfund helt ned til 3000 indbyggere). Ofte er indholdet trivielt, men flere bypolitikere er begyndt at anvende platformen til at nå deres vælgere og sætte en debat i gang. Det giver lokale annoncører mulighed for at nå deres kunder og MyHeimat mulighed for at tjene gode penge på lokale annoncer, fordi udgifterne samtidig er minimale.
Det har fået lokale og regionale aviser op på tæerne, og 12 aviser har indtil videre oprettet samarbejde med MyHeimat. Enten ved at lave et ugentligt indstik i avisen, eller simpelthen leje den teknologiske platform og integrere den under sit eget site. Giessener Zeitung har samlet alle læserbreve fra avisen og brugergeneret indhold fra deres lokalområde på en MyHeimat platform.
Andre virksomheder, som ikke nødvendigvis er knyttet til medier, er også begyndt at vise interesse for at bruge platformen til at engagere sine kunder.
I bund og grund tjener MyHeimat gode penge på en intelligent platform, hvor de med meget få midler, har mobiliseret lokalsamfund, som er interessant i sig selv og ikke mindst for lokalaviser, der stadig kun har formået at skabe envejskommunikation.
Det er i hvert fald en profitabel forretning for MyHeimat.